-
Mulig kæmpehandel på vej: Dansk logistikgigant har budt over 100 milliarder på tysk selskab
Источник: BDK Finans / 23 авг 2024 03:57:32 America/Chicago
Der kan være en enormt stor handel på vej, hvor den danske transportkoncern DSV har aflagt et stort bud. Bloomberg skriver, at DSV og et konsortium ledet af CVC Capital hver især har givet et bud på tyske DB Schenker. DSV har - ifølge personer tæt på sagen - aflagt et bud på 14 milliarder euro, hvilket svarer til over 104 milliarder danske kroner. Buddet er ikke bekræftet af det danske selskab. Den CVC-ledede gruppe fremlagde også samtidig et bud, der kan løbe op i 16 milliarder euro. Deutsche Bahn, der ejer DB Schenker, er ifølge Bloomberg News lige nu i gang med at gennemgå forskellige bud, og der er ikke truffet nogen endelig beslutning endnu. Handel har været længe ventet Tilbage i december meddelte Deutsche Bahn, at de overvejede at sælge DB Schenker. Både DSV og CVC er i den forbindelse blevet set på som førende kandidater til en mulig handel. Så sent som i maj skrev Reuters, at både Mærsk og DSV var blandt de mulige købere, men Mærsk har sidenhen trukket sig fra budprocessen. Frasælger Deutsche Bahn DB Schenker fra koncernen, kan det gå hen og blive en af de største europæiske transaktioner i år. Som reaktion på nyheden falder den danske logistikgigant DSV falder fredag formiddag cirka tre procent på fondsbørsen i København. https://www.berlingske.dk/virksomheder/mulig-kaempehandel-paa-vej-dansk-logistikgigant-har-budt-over-100